|


|
Copenhagen Jazz Guides.....
Copenhagen Jazz Guides opgave er at gøre en jazzaften til
en oplevelse for enhver, der tilmelder sig, uanset om jazzinteressen
på forhånd er stor eller lille. Der er p.t. syv uddannede
jazzguider, der kender jazzen, byen, spillestederne og historierne.
De er alle entusiastiske jazzfans, der har jazzen som hobby eller
bibeskæftigelse. Foreningen Copenhagen Jazz Guides blev
den 18.3.1995 stiftet af Erik Moseholm, den daværende rektor
på Rytmisk Musikkonservatorium
København som jazzby
København er en af europas jazzhovedstæder. Det har
den været siden Sam Woodings Chocolade Kiddies for første
gang bragte original New Orleans jazz til byen i 1925. I trediverne
opholdt Coleman Hawkins og Benny Carter sig i lange perioder i
København. Armstrong besøgte byen første
gang i 1933 og blev modtaget på Københavns Hovedbanegård
af 3.000 begejstrede fans. I fyrrene var dansk jazz en del af
reaktionen mod besættelsesmagten.
I halvtresserne begyndte de førende amerikanske orkestre
at spille årlige koncerter i København. Tresserne
og halvfjerdserne bød på en aktiv dansk musikscene,
præget af de herboende amerikanere: Stan Getz, Oscar Pettiford,
Dexter Gordon, Ben Webster, Kenny Drew, Thad Jones. Flere bor
her stadig og er aktive i det danske jazzmiljø, for eksempel
Horace Parlan, Duke Jordan, Ed Thigpen, Doug Raney og Bob Rockwell.
Et stort antal unge talenter har præget jazzscenen i de
sidste 20 år. Ikke mindst efter oprettelsen af Rytmisk Musikkonservatorium
i 1986.
Spillestederne
København har mange spillesteder. Det kendeste er Copenhagen
Jazzhouse. Men der er mange andre spillesteder, der præsenterer
alle former for jazz: dixieland, big band, mainstream, avantgarde,
blues. Spillestedssituationen ændrer sig hele tiden, og
det kan være vanskeligt, på en given dag, at vide
hvem der spiller hvor, og på hvilke tidspunkt. Det er her
Copenhagen Jazz Guides kommer ind i billedet.
Hvad er en guidet jazztur?
Copenhagen Jazzguides arrangerer ture i det københavnske
jazzmiljø for danske og udenlandske firmaer samt private
selskaber fra 7 til 60 personer.
Vi har også haft ture for særlig jazzinteresserede
gæster fra 1-6 personer.
En guidet jazztur starter typisk kl. 19.00 med middag på
en hyggelig restaurant i den indre by. Herefter besøger
vi 2-3 spillesteder.
Turen slutter som regel kl. 24.00.
Guiden planlægger de enkelte ture og fortæller om
musikken og musikerne undervejs. Under planlægningen af
turen kommunikerer guiden med kunden pr. mail, telefon eller fax,
og afstemmer ønskerne med den musik, der spilles på
de forskellige spillesteder.
Prisen pr. person er kr. 900,00 og inkluderer en lækker
2 eller 3 retters menu med vine, entre på spillestederne
og en øl/vin/vand på hvert spillested.
Hvem har benyttet Copenhagen Jazz
Guides?
Fødselsdagsselskaber og foreninger. 4-20 personer.
Forretningsfolk med danske og udenlandske gæster. 4-10 personer.
Svenske, norske og danske firmaer som f.eks. Novo Nordisk med
og uden ledsager. 4-60 personer
Tilmelding og flere oplysninger.
Forespørgsler på guidede jazzture sendes til Søren Damving
Mobil: 26 27 27 49
E-mail:soren@damving.dk
Forespørgslen videresendes til en jazzguide, som tager
kontakt med den person, der har sendt forespørgslen.
Betaling 10 dage før turdatoen til foreningens konto i
Danske bank eller efter aftale.
|
|